Del siden
Akvarelmaler Mona Sloth
Min store interesse for akvarel kom efter en lang årrække med grafik og oliemaleri. Jeg finder langt større muligheder i det udtryk som akvarellen giver for at skildre naturens væsen.
Den nordiske natur med de skiftende årstider er min foretrukne motivverden. Det er i de stille landskaber finder jeg inspiration til mine akvareller som ofte er baseret på minder om sete landskaber.
Jeg søger at vise stemningen i motivet frem for en fotografisk gengivelse og hertil er akvarel særdeles velegnet. Med det lys de transparente akvarelfarver frembringer, bliver billedet levende på en måde jeg ikke kan opnå med andre midler. På den måde håber jeg at kunne vidergive den sindsstemning jeg kommer i når jeg dvæler ved et smukt landskab.
I 1979 startede jeg på Grafisk Værksted i Nærum (nu Havarthigården). Mine grafiske arbejder blev vist sammen med Grafisk Gruppe i bl.a. Mandals Kunstforening i Norge, Gammelgård i Herlev, Skovhuset i Værløse og i Lyngby Kunstforening. Jeg endte som sagt med at kaste min kærlighed på Akvarelmaleriet - det er her jeg finder de største udfordringer, som for eksempel den udfordring det er, at forsøge at tæmme det uforudsigelige der er indbygget i akvarelteknikken. Glæden er stor når det lykkes.
Censurerede udstillinger:
Andre udstillinger:
Øvrigt
Skrevet om mig (i uddrag):
I Kunsttidsskriftet "akvarellen" skrev Marianne Gross:
Mona formår så suverænt at bevæge sig i grænsefeltet mellem realisme og abstraktion. Ingen vil vel kalde hendes billeder for naturalistiske, men man er aldrig i tvivl om, at de forestiller noget bestemt. Hun tager stort set altid udgangspunkt i et konkret motiv: noget hun ser eller har set, et foto hun har taget, en skitse hun har tegnet – men for hende skal billeder være stemningsbeskrivende frem for dokumentarisk. Tonen i billedet er for det meste genkendeligt nordisk. Liv, opvækst, opholdssted, bopæl – det kan man åbenbart ikke løbe fra. Farverne er lagt på med sikker hånd, også selv når hun eksperimenterer og prøver nye metoder. Penslen bruges mere til at styre pigmentets vej end til som sådan at male, og hun arbejder meget vådt og flydende. Her må hun ty til sin lange erfaring for at fornemme, hvordan farverne bliver på det færdige billede. Ingen ved, om en akvarel er rigtig, førend den er helt tør, og selv garvede folk kan blive overraskede, men jo mere erfaring og kundskab man har, jo bedre er man til at spå om resultatet.
Landskaber optager hende selvsagt meget; hun maler og skitser ude så ofte hun kan komme til det, og ellers bruger hun fotos. Altid har hun et kamera i lommen, hvis et godt motiv eller en god idé skal foreviges. Disse fotos bruger hun som støtte for hukommelsen, sjældent som deciderede forlæg. Fotografere gør hun også på halvprofessionelt plan, men disse fotos er motiver i sig selv og gøres normalt ikke til genstand for yderligere tolkning.
Kontraster er meget vigtige for hende – men også harmoni. Billedet skal føles som en helhed, men der skal være brydninger. Man skal ledes ind i billedet – og ud igen. Der må meget gerne være felter eller streger, der går på tværs af resten af motivet, men lyset må ikke lukkes inde, som hun siger.
I bogen "101 Kunstnere" skrev Tom Jørgensen
”Hvor kragerne vender” hedder en af Mona Sloths akvareller. En selvironisk titel må man sige, men på sin vis også en ganske rammende. For den natur og de landskaber, kunstneren interesserer sig for, er de mennesketomme strande, vådarealer, indfjorde og søer, man finder i Danmark om vinteren og det tidlige forår. En årstid, hvor luften er tung af vanddamp og hvor en dis ofte lægger sig som en fin pude over naturen. Det er denne typiske danske og nordiske natur, Mona Sloth viser i sine akvareller. Akvareller, hvor den tynde transparente farve på fineste vis gengiver stemningsindtryk af et vintervådt landskab med hegn, ophængte fiskenet og slørede omrids af læskure som de eneste spor på menneskelig tilstedeværelse. Det er denne stemningsmættede tolkning af motivet, der adskiller den gode akvarelmaler fra den blot og bart topografiske landskabsskildrer og Mona Sloth er absolut en af de dygtigste af slagsen. Med et kompositorisk skelet af bl.a. huse og hegn som ballast og udgangspunkt lader hun farven påført vådt på vådt danne fint graduerede overgange fra mælkehvidt over den sarteste dueblå til mørke gråbrune og sortviolette nuancer. Tonelejet er overalt præget af en egen særlig melankoli, men man fornemmer også til fulde de voldsomme kræfter, der kan få skyerne til at fare hen over himlen i et voldsomt og pludseligt uvejr eller danne hårde frostknuder på mark og strand.
